290
ASTRID.
Hisingen staar Træerne saa lyst klædte, som om de var smaa Terner, der skulde staa Brud.
Men op ad Elven, der kommer styrtende ned imod Havet saa stolt og vild, som om Høstregnen havde fyldt den med skummende Vin, kommer det ene Skib efter det andet roende hjemad. Og naar Skibene kommer i Nærheden af Kongshelle, hejser de ny hvide Sejl i Raa i Stedet for de gamle graa Vadmels. Og man kan ikke lade være at tænke paa gamle Historier om Kongesønner, der drager paa Eventyr i Tiggerpjalter, men som kaster dem, naar de atter træder ind i den høje Kongsgaard.
Men alle Mennesker i Kongshelle er samlede nede ved Skibsbroerne. Gamle og unge er i Færd med at losse Varer fra Skibene. De fylder Forraadshusene med Salt og Tran, med kostelige Vaaben og brogede Tæpper. De trækker store og smaa Fartøjer paa Land, de udspørger de hjemkomne om deres Rejse. Men pludselig standser alt Arbejde, og alle vender Blikket imod Elven.
Midt imellem de store Købmandsskibe kommer et stort Langskib roende. Og Folk spørger forbavset hinanden, hvem det vel kan være, der fører purpurstribede Sejl og gyldent Mærke i Stavnen. Man undres paa, hvad det kan være for et Skib, der kommer flyvende over Voven saa let som en Fugl. Man roser Rorskarlene, der fører Aarerne saa jævnt, at de lyner langs Skibssiderne som Ørnevinger. „Det maa være den
