292
ASTRID.
gerd. Hun glemmer alt, undtagen det ene, at hun skal være Olaf Haraldssøns Hustru.
En Søndag sad Olaf Haraldssøn ved Middagsbordet, og hans skønne Dronning sad ved hans Side. Han talede ivrig med hende, støttede Albuen imod Bordet og vendte sig imod hende, saa at han kunde se hendes Ansigt.
Men naar Astrid talte, sænkede Kongen sine Øjne for ikke at tænke paa andet end hendes liflige Stemme, og naar hun talede længe, begyndte han, uden at tænke paa det, at snitte med sin Kniv i Bordpladen.
Alle Kong Olafs Mænd vidste, at han vilde ikke have gjort dette, dersom han havde husket paa, at det var Søndag. Men de havde altfor stor Ærbødighed for Kong Olaf, til at de vovede at minde ham om, at han begik en Synd.
Jo længere Astrid talede, des uroligere blev Hirdmændene. Dronningen saa nok, at de vekslede bekymrede Øjekast, men hun forstod ikke, hvad der var paa Færde.
Alle havde ophørt at spise, og Maden var baaren ud, men Kong Olaf sad endnu og talte med Astrid og snittede i Bordpladen. Der laa en hel lille Bunke Spaaner foran ham.
Da talte endelig hans Ven Bjørn, Søn af Ogur fra Selø.
