Side:Legender og Fortællinger.djvu/308

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

295

ASTRID.

nen. Der opsøgte han det Skib, som tilhørte Agge. Kongen stod nede i Skibsrummet hos den syge, inden dennes Mænd havde besindet sig paa at standse ham.

„Agge,“ sagde Kong Olaf, „mange Gange har jeg forfulgt dig ude paa Havet, og altid er du sluppet fra mig. Nu er du bleven ramt af Sygdom her i min By. Det er mig et Tegn paa, at Gud har givet dit Liv i min Haand.“

Agge svarede ikke. Han var aldeles afmægtig; Døden var ham saare nær.

Olaf Haraldssøn lagde sine Hænder paa hans Bryst og bad til Gud. „Giv mig denne min Fjendes Liv,“ sagde han.

Men Dronningen, der havde set Kongen skynde sig ned til Havnen uden Hjelm og Sværd, gik ind i Hallen, hentede hans Vaaben og tilkaldte nogle af hans Mænd. Hun ilede derpaa efter ham ned til Skibet.

Men da hun stod uden for det trange Skibsrum, hørte hun Kong Olaf bede for den syge.

Astrid saa ind til Kongen og Agge uden at røbe, at hun var der. Hun saa, at mens Kongens Hænder hvilede paa den døendes Pande og Bryst, forsvandt Dødsblegheden af hans Ansigt, han begyndte at trække Vejret let og stille, han holdt op at jamre sig, og tilsidst faldt han i en tryg Søvn.

Astrid gik sagte tilbage til Kongsgaarden. Hun slæbte Kongens Sværd efter sig hen ad Gaden. Hendes Ansigt var mere graablegt, end den dø-