18
SANTA CATERINA AF SIENA.
at Perugieren ophidsede Folket. For at gøre hurtig Ende paa Sagen lod den ham fængsle, og efter et kort Forhør blev han dømt til Døden. Han blev sat ind i en Fangecelle i Palazzo publico, mens der blev truffet Forberedelser til Henrettelsen der skulde foregaa næste Morgen paa Torvet.
Først blev han meget underlig til Mode. I Morgen skulde han altsaa ikke mere gaa med sin grønne Fløjelskappe og sin smukke Kaarde, han skulde ikke mere gaa paa Gaden med sin Strudsfjersbaret og tiltrække sig de unge Jomfruers Blikke, og han følte det som en smertelig Tomhed, at han ikke vilde komme til at ride den ny Hest, han købte i Gaar og kun havde prøvet en eneste Gang.
Pludselig kaldte han paa Fangevogteren og bad ham gaa til Herrerne i Signoriaen og sige, at han umulig kunde lade sig slaa ihjel; han havde ikke Tid. Han havde altfor meget at gøre. Livet kunde ikke undvære ham. Hans Fader var gammel, og han var jo eneste Søn, det var ham, der skulde forplante Slægten. Det var ham, der skulde gifte Søstrene bort, ham, der skulde bygge det ny Palads, ham, der skulde plante den ny Vingaard.
Han var en kraftig ung Mand, han vidste ikke, hvad Sygdom var, havde ikke andet end Liv i Aarerne. Hans Haar var mørkt og hans Kinder røde. Han kunde ikke fatte, at han skulde dø.
Naar han tænkte paa, at man tog ham bort fra Leg og Dans og Karneval og fra Væddeløbet næste Søndag og fra den Serenade, han vilde
