Side:Legender og Fortællinger.djvu/311

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

298

ASTRID.

høje Skibsbroer, staa stille der og se ned i Vandet. Derpaa rakte hun sine Arme mod Himlen og gik med et tungt Suk saa langt ud paa Bryggen, at Kongen indsaa, at hun vilde styrte sig i Elven.

Kongen nærmede sig hende med de lydløse Skridt, han havde lært i et farefuldt Liv. To Gange løftede Kvinden Foden for at gøre Springet ud i Vandet, men saa standsede hun. Inden hun kunde gøre et nyt Forsøg, havde Kong Olaf Armen om hendes Liv og trak hende ind paa Bryggen.

„Du ulykkelige!“ sagde han. „Du vil gøre, hvad Gud har forbudt.“

Da Kvinden hørte hans Stemme, holdt hun Hænderne for Ansigtet som for at skjule det. Men Kong Olaf vidste, hvem hun var. Hendes Klæders Raslen, hendes Hoveds Form, de gyldne Ringe om hendes Arme havde allerede sagt ham, at det var Dronningen.

I første Øjeblik havde Astrid kæmpet for at frigøre sig, men hun blev hurtig rolig og søgte at berøve Kongen den Tro, at hun havde villet dræbe sig.

„Kong Olaf, hvorfor lister du dig bag paa en stakkels Kvinde, der er gaaet ned til Elven for at se, hvorledes man spejler sig i Vandet? Hvad skal jeg tænke om dig?“

Astrids Stemme lød rolig og spøgefuld. Kongen stod tavs.

„Du havde nær gjort mig saa bange, at jeg