299
ASTRID.
var styrtet i Elven,“ sagde Astrid. „Troede du maaske, at jeg vilde drukne mig?“
Kongen svarede: „Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro. Gud vil oplyse mig.“
Astrid lo og kyssede ham. „Tager man Livet af sig, naar man er saa lykkelig som jeg? Tager man Livet af sig i Paradis?“
„Jeg forstaar det ikke,“ sagde Kong Olaf paa sin stilfærdige Maade. „Gud vil oplyse mig. Han vil sige mig, om jeg er Skyld i, at du har villet begaa en saa stor Synd.“
Astrid gik hen til ham og klappede hans Kind. Den Ærbødighed, hun altid havde følt for Kong Olaf, havde hidtil afholdt hende fra at vise ham hele Ømheden i hendes Kærlighed. Nu favnede hun ham pludselig heftigt og kyssede ham utallige Gange. Derpaa begyndte hun at tale til ham med en mild og kvidrende Stemme.
„Vil du vide, hvor fast min Hu er fæstet ved dig?“ sagde hun.
Hun fik Kongen til at sætte sig paa en omvendt Baad. Selv lagde hun sig paa Knæ ved hans Fødder.
„Kong Olaf,“ sagde hun, „jeg vil ikke længer være Dronning. Den, der elsker saa højt, som jeg elsker dig, kan ikke være Dronning. Jeg vil ønske, at du vil drage langt bort i Skoven og lade mig være din Trælkvinde. Da fik jeg Lov at tjene dig hver Dag.
„Da vilde jeg lave din Mad og rede din Seng
