300
ASTRID.
og vogte dit Hus, mens du sov. Ingen andre end jeg skulde faa Lov at tjene dig.
„Naar du kom hjem fra Jagten om Aftenen, vilde jeg gaa dig i Møde og lægge mig paa Knæ foran dig paa Vejen og sige: „Kong Olaf, mit Liv er dit.“
„Og du vilde le og sænke dit Spyd mod mit Bryst og sige: „Ja, dit Liv er mit. Du har hverken Fader eller Moder, du er min, og dit Liv er mit.“
Idet Astrid sagde dette, drog hun som i Leg Kong Olafs Sværd ud af Skeden. Hun lagde Hjaltet i Kongens Haand, men Odden rettede hun mod sit eget Hjerte.
„Sig nu dette til mig, Kong Olaf,“ sagde hun, „som om vi var alene i Skoven, og jeg var den Trælkvinde. Sig: Dit Liv er mit.“
„Dit Liv er Guds,“ sagde Kongen.
Astrid lo let. „Mit Liv er dit,“ gentog hun med den ømmeste Stemme, og i det samme mærkede Kong Olaf, at hun trykkede Sværdsodden imod sit Bryst.
Men Kongen holdt sit Sværd med fast Haand, selv i Leg. Han trak det til sig, inden Astrid fik gjort sig selv nogen Skade.
Og han sprang op. For første Gang i sit Liv skælvede han af Angst. Dronningen havde villet dø for hans Haand, og det var ikke langt fra, at hun havde fremmet sin Vilje.
Men i samme Øjeblik fik han en Indskydelse,
