302
ASTRID.
snoede en Lok af det om sine Arme og rakte den op imod Kongen og sad saaledes med bøjet Ryg og ludende Hoved.
Kongen tænkte: „Hun vil lade mig vide, at hun hører til dem, der bærer Lænker. Hun tilstaar, at hun er en Trælkvinde.“
Atter fik Kongen en indskydelse; nu forstod han Sammenhængen.
„Har Sveakongen ikke en Datter, som er Barn af en Trælkvinde,“ spurgte han pludselig.
Heller ikke nu fik han Svar, men han hørte, at Astrid gøs som af Kulde.
Kong Olaf gjorde endnu et Spørgsmaal: „Du, som jeg har gjort til min Hustru,“ sagde han, „har du saa lavt et Sind, at du kunde lade dig bruge til at forringe en Mands Hæder? Er din Hu saa ringe, at du glæder dig ved, at hans Uvenner ler ad den bedragne?“
Astrid kunde høre paa Kongens Stemme, hvor bittert han led under den Forsmædelse, der var bleven ham tilføjet. Derover glemte hun sin egen Lidelse og holdt op at græde. „Tag mit Liv,“ sagde hun.
En svar Fristelse kom over Kong Olaf. „Hug den lede Trælkvinde ned,“ sagde den gamle Adam inden i ham. „Vis Sveakongen, hvad det koster, at holde Kongen af Norge for Nar.“
I det Øjeblik følte Olaf Haraldssøn ingen Kærlighed til Astrid. Han hadede hende, fordi hun havde været Redskabet til hans Ydmygelse.
Han vidste, at alle vilde synes, det var Ret,
