303
ASTRID.
naar han gengældte ondt med ondt, men hvis han ikke straffede Fornærmelsen, vilde han blive til Spot og Spe for Skjaldene, og hans Fjender vilde ikke mere frygte ham.
Han havde blot eet Ønske: at støde Astrid ned, at udslukke hendes Liv. Hans Vrede var saa voldsom, at den begærede Blod.
Dersom en Nar havde vovet at sætte sin Narhætte paa hans Hoved, vilde han da ikke have revet den af, revet den i Stumper og Stykker, kastet den paa Jorden, trampet paa den!
Hvis han nu lagde Astrid som et blodigt Lig paa hendes Skib og sendte hende til hendes Fader, da vilde man sige om Kong Olaf, at han var en værdig Ætling af Harald Haarfager.
Men Kong Olaf holdt endnu sit Sværd i Haanden, og han følte under sine Fingre det Hjalte, hvor han engang havde ladet indridse: „Salige ere de fredsommelige! Salige ere de ydmyge! Salige ere de barmhjertige!“ Og hver Gang han i denne Angstens Time greb haardt om Sværdet for at støde Astrid ned, følte han disse Ord under sin Haand. Han syntes, han kunde føle hvert et Bogstav.
Han mindedes den Dag, da han første Gang havde hørt disse Ord. „Dette vil jeg sætte med Guldbogstaver paa mit Sværdhjalte,“ havde han sagt, „saa at Ordene maa brænde mig i Haanden, hver Gang jeg vil svinge mit Sværd i Vildskab eller for en uretfærdig Sag.“
