305
ASTRID.
indgød enhver, der kom i hendes Nærhed, Fred. Man havde fortalt mig om hendes Blidhed, at den der saa hende, følte sig saa tryg som et hjælpeløst Barn hos sin Moder. Og da den skønne Kvinde, som nu ligger her, kom til mig, saa troede jeg, at hun var Ingegerd, og hun blev mig saare kær. Hun var saare skøn og glad, og hun gjorde mine egne tunge Tanker lette. Og handlede hun end undertiden saaledes, at jeg undrede mig over den stolte Ingegerd, saa var hun mig dog altfor kær, til at jeg kunde tvivle paa hende. Hun listede sig ind i min Hu med sin Glæde og sin Skønhed.“
Han tav en Stund og tænkte paa, hvor kær Astrid havde været ham, og hvorledes Lykken med hende var dragen ind i hans Hus.
„Jeg kunde tilgive hende,“ sagde han derpaa højt. „Jeg kunde atter gøre hende til min Dronning, jeg kunde i Kærlighed løfte hende op i mine Arme; men jeg tør ikke gøre det, thi min Sjæl vilde dog altid være hjemløs. O, du fagre Kvinde,“ sagde han, „hvorfor er Løgnen til Huse hos dig? Hos dig er der ingen Tryghed, ingen Hvile.“
Han vilde være bleven ved at klage sig længe, men nu rejste Astrid sig. „Kong Olaf, tal ikke saa til mig,“ sagde hun. „Jeg vil hellere dø. Kom i Hu, at dette er mit Alvor.“
Saa forsøgte hun at sige nogle Ord til sin Undskyldning. Hun fortalte ham, at hun var dragen til Kongshelle ikke i den Hensigt at bedrage ham, men for at faa Lov til i nogle Uger at være Fyrstinde, for at blive betjent som en Dron-
