308
ASTRID.
det har baade Hjalte og Ingegerd forlængst sagt mig, men jeg vilde ikke tro, at du var andet end en god og tapper Helt og en ædel Konge. Først nu, da jeg har levet under dit Tag i disse Uger, har min Sjæl begyndt at frygte dig. Jeg har følt, at det var værre end Døden at træde frem for dig med en Løgn paa Læberne.
„Aldrig er jeg bleven saa forfærdet,“ vedblev Astrid, „som da jeg forstod, at du var en Helgen. Da jeg saa dig brænde Spaanerne i din Haand, da jeg saa Sygdommen fly paa dit Bud og Sværdet falde ud af din Fjendes Haand, da han mødte dig. Jeg blev forfærdet til Døden, da jeg saa, at du var en Helgen. Og jeg besluttede at dø, inden du fik at vide, at jeg bedrog dig.“
Kong Olaf svarede ikke. Astrid saa op til ham. Hans Øjne var vendt mod Himlen. Hun vidste ikke, om han hørte hende.
„Oh, denne Stund, som jeg nu oplever,“ sagde hun, „den har jeg frygtet for hver en Dag og Time, siden jeg kom hid. Jeg vil hellere dø end opleve den.“
Olaf Haraldssøn tav fremdeles.
„Kong Olaf,“ sagde hun, „jeg vilde gerne ofre mit Liv for dig. Jeg vilde gerne kaste mig i den graa Elv, for at du ikke skulde leve med en Løgnerske ved din Side. Jo mere jeg saa af din Hellighed, des tydeligere forstod jeg, at jeg maatte gaa bort fra dig. En Guds Helgen han ikke have en løgnagtig Trælkvinde ved sin Side.“
Kongen tav fremdeles, men nu løftede Astrid
