Side:Legender og Fortællinger.djvu/323

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

310

ASTRID.

Maa jeg ikke gaa fra dig, naar du er en Helgen,“ hviskede hun næppe hørligt.

„Ikke skal du gaa af den Grund. Netop nu kan du blive,“ sagde Kong Olaf. „En ringe Mand var jeg før, og jeg maatte skælve for alt ondt. En stakkels jordisk Konge var jeg, for fattig til at skænke dig min Naade. Men nu er al Himlens Herlighed skænket mig. Er du svag, saa er jeg Herrens Helt. Falder du, saa kan jeg oprejse dig. Gud har udvalgt mig, Astrid. Du kan ikke skade mig, men jeg kan hjælpe dig — ak, hvad er det, jeg siger! i denne Stund har Gud saa helt og fuldt udtømt sin Kærligheds Rigdom i mit Hjerte, at jeg ikke kan se, at du har fejlet.“

Mildt og ømt løftede han den bævende Skikkelse op, og i det han kærligt støttede hende, der endnu hulkede og næppe kunde holde sig oprejst, vendte han og Astrid tilbage til Kongsgaarden.