313
MARGRETE FREDKULLA.
strømmende fra alle Kanter ned til Trekanten for at høre, hvad Drengen havde at sige. Storgaardsbyen var næsten helt brændt ned under forrige Aars Felttog og bestod nu mest af sorte Brandtomter, hvor man ikke havde vovet at rejse ny Huse af Frygt for Krigen. Men op af Kældere og elendige Jordhuler, hvor Menneskene boede, kom de nu listende, udtærede og i Pjalter. De gik ganske stille og turde næppe komme helt hen til Rasmus Kulsvierdreng, som om de ikke vovede at høre hans Budskab.
Men da Peder Smed saa, at der kom flere og flere, kneb han Drengen saa haardt i Øret, at han jamrede sig. Og Smeden forsøgte nu med kloge Ord at faa Drengen til at tie.
„Ikke skal du drive Gæk med os arme Bønder, der bor her i Grænselandet i disse onde Tider, da Nordens Konger ikke kan bevare Freden,“ sagde han. „Vi er Faar, der er bleven skilt fra vor Hjord. Vi jages af Bjørne, vi er styrtede ned i Klipperevner. Hver Dag og hver Time ser vi Døden ind i hans grumme Aasyn.“
Medens Smeden talte, kom der flere og flere Bønder til Stede. Der kom en ved Navn Halvard; han havde Dagen før været saa vis paa, at Krigen vilde bryde ud igen, at han havde stillet sin Kiste med alt, hvad han ejede, ud paa alfar Vej og indbudt alle forbigaaende til at tage deraf, hvad de vilde. Og der kom Folkene fra Vestergaarden, de, der havde brugt alt deres Arvegods til Øl og Gildesmad, og som ventede paa Krigen, medens
