314
MARGRETE FREDKULLA.
de væltede sig i Synd. Og til sidst kom Folkene fra en lille Gaard aller længst borte i Bygden, som nylig havde taget sig over selv at opbrænde alt deres Hø og slaa Kvæget ned, for at Normændene ikke skulde have nogen Nytte af det.
Da Smeden saa alle disse Mennesker komme strømmende, alle tavse og stille, men med Vanviddet skinnende ud af Øjnene, blev han bange for, hvad de kunde finde paa, naar man nu fik dem narret til at tro paa Freden.
„Kan du ikke forstaa, at det var Huldren,“ sagde han igen til Rasmus og talte saa højt, at alle kunde høre ham. „Hun gaar deroppe i Skoven og smiler og smisker og forvender Synet paa jer, I Kulbrændere. Du kan da forstaa, at hun vidste god Besked om Kong Inges Fredsmøde med den norske Kong Magnus i Fjor Sommer i Kongshelle. Hun ved nok, at det da blev bestemt, at Freden skulde sluttes paa det Vilkaar, at Kong Inges Datter skulde komme til Norge og giftes med Kong Magnus. Og da Huldren nu kan indse, at vi alle gaar og lytter og spejder efter Fredsmøen, saa har hun sin Glæde af at forvende Synet paa os og te sig, som om hun var Prinsessen. Det er hendes bedste Moro at holde Folk for Nar.“
Rasmus Kulsvierdreng stod stille og hørte saa fromt paa Per Smed, at denne troede, han havde overbevist Drengen og derfor slap ham. Men ikke saa snart var Rasmus fri, før han gav sig
