20
SANTA CATERINA AF SIENA.
og Tant og Forfængelighed. Han fortrød hver den Dag, han ikke havde boltret sig i jordisk Glæde. Han fortrød hver Fristelse, han havde modstaaet. Gud behøvede slet ikke at bekymre sig om ham. Han følte ikke nogen Længsel efter hans Himmel.
Da Præsterne blev ved at tale, greb han en af dem i Brystet og havde dræbt ham, hvis ikke Fangevogteren havde kastet sig imellem. De lod ham nu binde og kneble og prædikede saa for ham, men saa snart han fik Lov at tale, rasede han som før. De arbejdede med ham i mange Timer, men de saa, at ingenting hjalp.
Da de ikke vidste Raad mere, foreslog en af dem, at man skulde prøve med den unge Caterina Benincasa, der havde røbet stor Evne til at bøje trodsige Sind.
Da Perugieren hørte Navnet, holdt han inde midt i sin Ordstrøm. I Sandhed, det behagede ham. Det var noget helt andet at faa med en ung, smuk Jomfru at gøre. „Send kun Jomfruen hid,“ sagde han.
Han vidste, hun var en ung Farverdatter, der gik alene om og prædikede i Gyder og Stræder. Nogle ansaa hende for vanvittig, andre fortalte, at hun havde Syner. For ham kunde hun altid være bedre Selskab end disse snavsede Munke, der bragte ham ud af sig selv.
Saa gik Munkene deres Vej, og han blev alene. Kort efter gik Døren op paa ny, men hvis den, der var sendt Bud efter, nu var kommen ind, maatte hun have gaaet med meget lette Trin,
