318
MARGRETE FREDKULLA.
Da raabte alle i Munden paa hverandre: „Kom dog hid og se! Hvad er det? Guds Moder staa os bi! Lad Haanden skygge for Øjnene og gør Korsets Tegn! Se op mod Skoven! Er det ikke en Jomfru, der kommer der med fagert Følge? Ser vi hende alle?“
Alle de bekymrede og ulykkelige Mennesker gav sig til at raabe og række Hænderne op.
„Er det Huldren?“ raabte de. „Er det Elver og Dverge, der forvirre vort Syn? Ser vi alle en Prinsesse?“
De kastede sig alle paa Knæ og gav sig til at bede og synge fromme Sange. De skyndte sig hen til Klokketaarnet og ringede af alle Kræfter for at prøve, om den fagre Jomfru var en Trold, der ikke kunde taale Klokkeklangen.
Men da den gamle Sigrid Torsdatter med sine langsynede Øjne saa, at en Jomfru kom ridende ud af den mørke Skov, saa tvivlede hun ikke længer, men var den første til at raabe:
„O du væne Liljevaand og Rosensblomme! Du er ikke en Huldre, men en Kongedatter! Takket og lovet være Gud, at du endelig er kommen! at det er dig, der rider ned i Dalen!“
Sigrid Torsdatter svang sin Stav højt over sit Hoved, og fulgt af hele Folkeskaren ilede hun Prinsessen i Møde.
„Du væne Liljevaand og Rosenblomme!“ raabte de hende i Møde.
Og da de naaede helt hen til hende, raabte de:
„Du væne Liljevaand, du lyser fagert under
