Side:Legender og Fortællinger.djvu/333

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

320

MARGRETE FREDKULLA.

Men ingensteds var den fagre Kongedatter bleven hilst med en saadan Glæde som i Storgaardsbyen.

Et Par af Mændene tog Hesten ved Tøjlen og ledte den forsigtigt ned ad den stejle Bakke.

„Gud signe dig!“ raabte de til hende. „Gud signe dit fagre Aasyn! Gud signe dig, Fredkulla!“

Medens Toget bevægede sig ned imod Storgaardsbyen, løb Bønderne ved Siden af Kongedatteren og fortalte hende aandeløse om, hvordan de havde lidt og længtes. De fortalte hende om alt, hvad de havde udstaaet under den lange Ufredstid.

Da de endelig var kommen ned til Trekanten, strammede Fredkulla Tøjlerne og holdt sin store Ganger an. Hun havde aldrig før set saa megen Elendighed. Hun saa ud over Brandtomter og plyndrede Huse, og hun saa paa de arme Mennesker. Og hendes Øjne fyldtes med Taarer.

Men da kyssede Kvinderne hendes Hænder og raabte til hende, at nu var de ikke mere bedrøvede, for nu var hun jo kommen. Nu havde de Fredsmøen iblandt sig, og nu var det forbi med deres Lidelse.

„Tænk ikke paa os, Fredkulla!“ sagde de. Græd ikke over vor Elendighed. Tænk paa Kong Magnus, den store Helt, som du skal tilhøre. Smil til ham i Kærlighed. Kærtegn i Tanken hans lange, silkelyse Lokker.“

Og da hun ikke svarede, men blev ved at sidde og græde, gav de sig alle til at trøste hende.