321
MARGRETE FREDKULLA.
„Nu er det ikke Tid at græde, fagre Jomfru,“ raabte de. „Ser du, her flyder Elven, og paa den anden Bred ligger Norge; der er det rige Kongshelle, hvor din Brudgom venter dig. Gud signe dig! Hans Hjerte vil glædes, den Stund han kan slutte dig i sin Favn.“
„Ser du, skøn Jomfru, nu ved de allerede paa begge Sider af Elven, at du er kommen. Se Glædesblussene, der tændes paa alle Høje! Og hør — der ovre har de allerede lært at raabe: „Hil Fredkulla!“ Kan du høre Ordene? Vinden bærer dem over Vandet!“
Men Fredkulla vilde ikke lade sig trøste; hun holdt endnu bedrøvet sin Ganger stille og lod sit Blik vandre fra den ene til den anden. Hun saa dem pjaltede, syge og saa forvildede, at de lignede Dyr mere end Mennesker.
Da løftede hun Haanden til Tegn, at hun vilde tale, og der blev stille omkring hende.
Saa talte Margrete Fredkulla paa Trekanten i den brændte og plyndrede Storgaardsby, og alle de arme Mennesker hørte hende, og de høje Herrer og Fruer, der red i hendes Følge, hørte hende.
„Jeg vil, at I alle skal høre og huske, hvad jeg nu lover ved Gud og alle hans hellige Mænd. Saa længe jeg ejer et Ord paa min Tunge, saa længe jeg ejer en Draabe Blod i mit Hjerte, saa længe skal jeg gøre Fredens Gerning.“
Her tav hun, som om hun anede, at der laa en Fare i det, som hun havde lovet, og saa til-
