322
MARGRETE FREDKULLA.
føjede hun: „Selv om det skal koste mig Liv og Lykke!“
Da Kongedatteren havde aflagt dette Løfte, saa hun op med glad Mod og græd ikke mere. Hun lod Hesten gaa videre paa Vejen, der førte ned til Færgestedet.
Men ved Vejkanten sad der en lille Hyrdedreng. Han var lige saa glad som alle de andre, og han vilde gerne give Prinsessen det bedste, han ejede. Derfor begyndte han at synge en Kærlighedsvise for hende om en Konge højt oppe i Nord, der længtes efter Kejserens Datter i Østerland.
Og atter standsede Fredkulla sin Ganger og lyttede til Hyrdedrengen, der sang med høj og klar Røst:
En er den Mø, der mindsker
Mig min Leg og min Gammen,
Makthild, hun som i Østen
Ypper den djærve Kampdaad;
Vældig til Strid at vække,
Skærme med Skjold sit Rige,
Volder dog lysblond Lilje,
At lidt kun Skjalden kan sove.
Hvad er i Verden bedre
End væne Mø at eje?
Svært er sit Savn at glemme,
Naar sent kun Dagene glide.
Tungt bær jeg hjem fra Tinge
Tanken om, at jeg aldrig
— Mens andre glade kan gilje —
Glædes ved hende at eje.
