324
MARGRETE FREDKULLA.
Men Jomfruen blev ved at klage og bede.
„Kære gode Herrer og ædle Fruer, bring mig hjem! Hørte I ikke Sangen? Vi gør Uret mod Kongen. Jeg vil ikke tiltvinge mig Dronningenavnet. Jeg vil blot hjem — hjem!“
Endnu bestandig raabte de, der stod paa begge Elvebredderne: „Fredkulla! Fredkulla!“
Da holdt Fredkulla Hænderne for Ørene. Hun havde allerede vendt sin Ganger og drev den nu frem med høje Tilraab.
„Ak, gid dog Folket vilde tie!“ sagde hun. „Fredkulla raaber de, men der bliver vel nok Fred, selv om jeg ikke kommer. Kong Magnus begynder ikke Krig for min Skyld. Det volder ham kun Glæde, at jeg vender hjem.“
Endnu atter og atter blev de, der stod ved Vejkanten og ventede paa hende, ved med at raabe deres: Fredkulla! Men de, der stod nærmere, begyndte at undre sig og spørge: „Hvor rider hun hen? Hvor rider hun hen?“
Og da de saa, at hun atter vilde ride op imod Skoven, stormede de efter hende.
„Hør, Kongedatter, hør hvad denne gamle Kvinde siger!“ raabte de.
„Mit Hoved vakler under Aarenes Vægt,“ siger hun. „Skal nu Krigen berøve mig min Søn?“
„Nu, Kongedatter,“ raabte de, „nu skal atter alle Døre lukkes i hele Dalen. Nu skal Vaabenkisten atter aabnes! Bonden vil rykke Ploven af Jorden! Hvi holder du Hænderne for dine Øren? Du maa høre, høre, høre!“
