325
MARGRETE FREDKULLA.
„Fredkulla!“ raabte de, idet de for efter hende. „Med Urette bærer du dit Navn! Fredkulla, vi vover ikke at lægge Sæden i Jorden! Fredkulla, vor Datter vil ikke komme til at fejre sit Bryllup i Aar! Fredkulla, naar vore Gaarde er gaaet op i Flammer, vil vore gamle Kvinder rejse en Nidstang paa den sorte Brandtomt og riste dit Navn derpaa, Fredkulla! Fredkulla!“
Hele Skaren fra Storgaardsbyen løb efter hende. De skreg omkring hende, hele det ulykkelige Folk.
„Fredkulla, tænk paa os, naar vi falder! Naar vort Kvæg røves fra os, tænk da paa os! Naar vi hævner vore Frænder, tænk da paa os! Naar vi øve den vildeste Voldsdaad, tænk da paa os! Tænk paa os, som vi altid vil tænke paa dig!“
„Du maa ikke ride hjem, Kongedatter, du maa ikke ride fra os. Hvad svor du ikke nys, du Edsbryderske! Hør, hvad Folket raaber til dig ovre fra den anden Elvebred!“
Og Skaren fra Storgaardsby omringede Fredkulla og kastede sig foran hende paa Vejen.
„Vil du ride hjem, Kongedatter, da maa du ride over vore Legemer,“ raabte de.
Men der var ogsaa dem, der kyssede Jomfruens Hænder og bad stille og inderligt: „Bliv hos os, drag ikke bort fra os!“
Hun saa, at de vilde ikke gøre hende noget ondt. Men de stakkels, elendige, krigstrætte Mennesker vidste ikke deres levende Raad. Nogle greb efter Hestens Tøjler for at vende den.
Da standsede Fredkulla sin Ganger, skønt hun
