326
MARGRETE FREDKULLA.
vel vidste, at hun vilde kunne ride hjem uskadt, thi om der end var enkelte vilde Skovgangsmænd og fredløse, som hun havde lovet Tilgivelse, der nu truende løftede deres Knive imod hende, saa kyssede de dog hendes Kjortelflig.
Hun lod Ridesvøben hvine midt ned i Flokken og raabte: „Til Side! til Side!“ Og da Bønderne saa det, trak de sig tilbage og stod slagne af Fortvivlelse. De saa, at der var en saadan Angst over hende, at de ikke vovede at bede hende om at forbarme sig over dem.
„Ske, som du vil, Kongedatter,“ sagde de. „Din Vej er fri.“
Fredkulla sad stille, og hendes Blik gled længselsfuldt op imod de skovbevoksede Høje i det fjerne. Der bagved laa hendes Hjem, hvor hun ønskede at ty hen, som et saaret Dyr flyr til sin Hule. Lang Tid sad hun og stirrede derhen med Øjne, der var saa brændende hede, at hver Taare hentørredes.
Saa vendte Kongedatteren stille sin Hest om og red atter ned i Dalen.
Hun vendte om uden Tvang, ikkun dragen af Kærlighed til den store skønne Fred.
Det gik atter ned mod Dalen, ikke hurtigt og muntert, men Fod for Fod.
Langsomt red Fredkulla ned ad Skovskrænten til Storgaardsbyen og forbi Brandtomterne ned til Elven og Færgestedet.
Folkeskaren fulgte hende stille og tavs, og de hviskede til hinanden, at man skulde lade Møen
