Side:Legender og Fortællinger.djvu/34

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

21

SANTA CATERINA AF SIENA.

for han hørte ingenting. Han laa paa Gulvet, saadan som han havde kastet sig ned i sin store Vrede; nu var han for træt til at rejse sig eller gøre en Bevægelse, ja, til at se op. Hans Arme var snørede sammen med Reb, der skar dybt ind i Kødet.

Nu følte han, at en gav sig til at løsne disse Reb, en varm Haand strejfede hans Arm, og han saa op. Ved Siden af ham laa et lille Væsen i hvid Dominikanerdragt med Hoved og Hals saa indhyllet i hvide Slør, at man ikke saa mere af hendes Ansigt end af en Ridders, naar han har Hjelm og nedslaaet Visir.

Hun saa slet ikke saa from ud, hun var nok lidt misfornøjet. Han hørte hende mumle noget om Fangevogterne, der havde strammet Rebene. Det saa slet ikke ud, som om hun var kommen for at tage sig af noget andet end de Knuder. Hun var kun optaget af at løse dem, uden at det gjorde ondt. Til sidst maatte hun bide i dem, og saa gik det. Hun løste Rebet med let Haand, tog saa den lille Flaske, der hang ved hendes Bælte, og dryppede et Par Draaber paa den gnavede Hud.

Han laa hele Tiden og saa paa hende, men hun mødte ikke hans Blik; det lod til, hun ikke kunde tænke paa andet end det, hun havde mellem Hænder. Det var, som om ingenting var saa fjernt fra hendes Tanker, som at hun var der for at berede ham til Døden.

Han følte sig saa udmattet efter sin Ophid-