327
MARGRETE FREDKULLA.
i Fred, at ingen maatte vove at prise hende for hendes Gerning.
Da Fredkulla blev færget over Elven i den store Færgebaad, steg hun af Hesten og stod længe og stirrede ned i Vandet. Og endelig talte hun stille med sig selv.
„Ser du dette store Vand,“ sagde hun, „der ubønhørligt fører ned til Havet. De bløde Bølger faar ikke Lov at betænke sig, de maa kaste sig i den stærkes Favn, om end han synes dem haard og forfærdelig. Selv om Elven finder en lille fredelig, sivkranset Bugt paa sin Vej — aldrig faar den Lov at blive der. Og selv om den vilde vende tilbage til den fredelige Kilde langt borte i Skoven — den kan ikke gøre det. Den maa ile fremad, ustandseligt og ubønhørligt fremad. Ser du, saaledes er Skæbnen. Du maa være den bløde Bølge, der skal udgydes i Verdens Ufred.“
Men imidlertid kommer en Skare stolte Riddersmænd ridende ud fra Kongshelle og nærmer sig Færgestedet.
Løft nu dine Øjne fra Jorden, skøn Jomfru! Se nu Kong Magnus! Den gyldne Løve, der er hans Mærke, hviler paa Hjelmen, den flagrer fra Banneret, der vajer over ham, den skinner paa hans røde Silkekjortel. Se ham nu, han er selv Nordens Løve! Se, hvor det lange, silkelyse Haar flagrer om hans Skuldre, se hans stolte Holdning, se hans Øjnes Krigerblik!
Nu kommer han. Støvet hvirvler op omkring ham. Han kommer. I Aftensolen farer hans lange
