331
DRONNINGEN PAA RAGNHILDSHOLMEN.
og regnfuldt, hvor jeg kommer. Sejler jeg paa Havet, bliver det Taage, saa jeg ikke kan se en Haand for mig, og rider jeg ud en Nat, gemmer Maanen sig bag de sorteste Skyer for ikke at behøve at lyse for mig.
„Jeg tror, at om jeg for op til Himlen,“ sagde Kongen, „saa vilde alle Stjerner være slukkede, naar jeg kom der.
„Det er ligedan med alt, hvad jeg foretager mig,“ vedblev han og knyttede Haanden. „Naar andre bliver Konger, gaar de ind til Ære og Hæder og Pragt og Herlighed, men jeg er en rigtig Kong Graavejr. Jeg har ikke andet end Oprør at tænke paa, og der er ikke ret meget af Landet, der vil lyde mig. Det var noget andet med de gamle Konger, der sad i Upsala og styrede hele Riget. Det var noget at være en Konge som de!
„Gud har nok bestemt, at det aldrig skal være anderledes for mig,“ sagde han til sig selv.
Men samtidig med at han sagde det, stred han imod og vilde ikke tro det. Han holdt Hesten an og lyttede efter, om ikke en Fugl skulde give sig til at kvidre. Det vilde have været ham et Tegn paa, at han bedrog sig.
Men Himlen hang blygraa over ham, og Bjerget var hyllet i Taage, og alle Fugle var draget af Landet. Den eneste Lyd, der hørtes fra den sumpede Jord, var den lette Klang af Vanddraaber, der var trillet saa langt ud paa Ellegrenene, at de ikke kunde holde sig oppe længer, men faldt til Jorden.
