333
DRONNINGEN PAA RAGNHILDSHOLMEN.
men Ulykken var, at Kongen var bleven viet til hende, allerede mens hun var et Barn.
De havde været nødt til at lave det Saadan, for at ikke en anden skulde komme og snappe hende bort. Men nu syntes Kongen, at han vilde meget hellere have mistet hende.
Lige siden Bryllupsdagen havde Dronningen boet paa en lille Klippeø, der laa ude i den nordre Elv lige over for Kongshelle og hed Ragnhildsholmen. Der havde man bygget et Taarn af Sten, for at hun kunde vokse op der i Ro og Sikkerhed, indtil hun blev gammel nok til, at hendes Ægtefælle kunde føre hende til sit Hof.
Men siden den Tid havde Kongen bestandig siddet hjemme i sit Rige, og de havde aldrig set hinanden. Og endskønt Kongen helt vel vidste, at Dronningen nu var voksen, og endskønt mange mindede ham om, at det var paa Tide at hjemføre hende, saa kunde han dog ikke overtale sig selv til at hente hende til Hoffet.
Han skød Skylden paa Oprør, og han skød Skylden paa Dyrtid, og Aar efter Aar lod han Dronningen blive siddende i det graa Taarn med nogle gamle Fruer, der passede paa hende, og uden noget andet at se paa end den graa Elv.
Nu var han endelig paa Vej for at hente Dronningen. Men mens han paa Vejen havde tænkt paa hende, var han bleven overfalden af et saadant Mismod, at han havde skilt sig fra sit Følge for at ride alene og uforstyrret at kunne kæmpe med sin Sorg.
