334
DRONNINGEN PAA RAGNHILDSHOLMEN.
Han kom nu ud af Ellekrattet og red ud paa en bred Eng. Havde det været Sommer, saa vilde han her have set store Hjorder af Køer og Faar, men nu var der tomt og øde, der var intet andet at se end en nedtrampet Mark og afgnavede Græstuer. Og Kongen sporede sin Hest og red hen over Engen, saa hurtig han kunde, for ikke at blive mere mismodig, end han allerede var.
Han var en tapper Mand; og havde Kongedatteren siddet fangen i et fortryllet Slot, bevogtet af Drager og Trolde, da vilde han være kommen ridende i fuld Firspring for at befri hende. Men Ulykken var, at hun sad vel forvaret i sit Taarn og ventede paa ham, og at der var ingen i den hele vide Verden, der hindrede ham i at eje hende.
Han fortrød bittert, at han allerede havde giftet sig med hende. „Alt hvad der er stort og stolt og fagert, det nægtes mig,“ sagde han. „Ikke engang det kan jeg opnaa: at kæmpe for en Hustru og vinde hende.“
Og han red langsommere og langsommere, thi nu gik Vejen op ad en brat Højde, og nedenfor den begyndte Kongshelles lange Gade.
Men oppe fra Højden kunde Kongen tydelig se den lille Ragnhildsholm, hvor hans Dronning sad og ventede paa ham.
Han saa, hvor mørk den laa der midt i den sorte Elv; han saa de graa Græstørvsdiger løbe hen over den visne Mark, han saa Taarnets graa
