335
DRONNINGEN PAA RAGNHILDSHOLMEN.
Stenmure. Altsammen forekom ham uhyggeligt og afskrækkende.
Der var ikke en Lyngtue, der rødmede imod ham, ikke et grønt Græsstraa skinnede paa Digerne. Efteraaret havde gjort sine Ting grundigt og solidt, da det for hen over Landet.
Men det, Kongen længtes efter, var noget lynende rødt og guldgnistrende sort; og han syntes, han kunde se, at her var ikke det rette Sted at lede efter sligt.
Jo længer han saa paa Taarnet, des bedre forstod han, at det var ligesom vokset ud af selve Klippen. Det syntes ham, at det umulig kunde være blevet bygget paa almindelig Maade af Menneskehaand. Det var Klippen selv, der engang havde givet sig til at vokse, ligesom Jorden vokser op til Skov og Græs, og saaledes var Taarnet blevet til. Og han forstod, hvorfor det var blevet saa tungt og uhyggeligt og trykkende.
Naar han nu tænkte paa sin Dronning, der var vokset op der, forestillede han sig, at hun maatte ligne et groft udhugget Stenbillede, han havde set over Indgangen til en Kirke. Han kunde ikke tænke sig hende anderledes end som en graa Skikkelse med et langt, ubevægeligt Ansigt og med Hænder og Fødder, der var dobbelt saa lange og dobbelt saa brede som almindelige Menneskers.
„Men det er nu min Skæbne,“ tænkte Kongen og red videre.
Og han kom saa nær ned til Færgestedet, at
