22
SANTA CATERINA AF SIENA.
selse og samtidig saa beroliget af hendes Nærværelse, at han ikke sagde andet end:
„Jeg tror, jeg vil sove.“
„Det er en stor Skam, at de ikke har givet dig noget Halm,“ sagde hun.
Et Øjeblik saa hun sig raadvild om, saa satte hun sig paa Gulvet og lagde hans Hoved i sit Skød. „Har du det nu bedre?“ sagde hun.
Aldrig i hele sit Liv havde han følt en saadan Hvile.
Sove kunde han dog ikke, men laa og saa op i hendes Ansigt, der var gulhvidt og gennemsigtigt. Saadanne Øjne havde han aldrig før set. De saa bestandig langt, langt bort, skuede ind i en anden Verden, mens hun sad ganske ubevægelig for ikke at forstyrre hans Søvn. „Du sover ikke, Nicola Tungo,“ sagde hun og saa urolig ud.
„Jeg kan ikke sove,“ svarede han, „fordi jeg ligger og grunder over, hvem du vel kan være.“
„Jeg er Datter af Luca Benincasa, Farveren, og hans Hustru Lapa,“ sagde hun.
„Det ved jeg,“ sagde han, „og jeg ved ogsaa, at du gaar om og prædiker paa Gaderne. Og jeg ved, at du har klædt dig i Nonnedragt og aflagt Kyskhedsløfte. Men alligevel ved jeg ikke, hvem du er.“
Hun vendte Hovedet lidt bort. Saa sagde hun hviskende som en, der tilstaar sin første Kærlighed:
