26
SANTA CATERINA AF SIENA.
rene af de store Paladser hang der Balkoner ligesom Bure, helt bedækkede med Silketæpper og Faner og helt fyldte af ædle Damer. Jeg saa al deres Skønhed ved Skinnet af de røde, osende Fakler, der sad i Broncearmene, den ene Række over den anden lige op til Tagryggen. Men paa de brogetsmykkede Gader kom de kørende med Vogne og bærende med gyldne Taarne, og alle Guder og Gudinder og alle Dyder og Skønheder drog frem i lange Optog. Og alle Vegne var der en Leg med Masker og en Lystighed, saa du aldrig har været med til noget muntrere, Herre. Og jeg flygtede ind i mit Kammer, men jeg hørte dog Latteren fra Gaden, og aldrig har jeg hørt Mennesker le saadan; det var saa klart og klokkerent, at hele Verden maatte le med. Og de sang Viser, som vel nok var stygge, men de lød saa uskyldige og vakte saadan Glæde, at ens Hjerte bævede. Saa midt under Bønnen maatte jeg spørge mig selv, hvorfor jeg ikke var med derude, og det drog og lokkede mig, som om jeg blev slæbt afsted af en løbsk Hest. Men aldrig før har jeg saa inderligt bedt Kristus om at vise mig, hvad hans Vilje med mig var. Og da ophørte pludselig al Larm. Der blev en stor, vidunderlig Stilhed om mig, og jeg saa en grøn Eng, hvor Guds Moder sad mellem Blomster, og paa hendes Skød laa Jesusbarnet og legede med Liljer. Men jeg ilede derhen i stor Glæde og lagde mig paa Knæ for Barnet og var med det samme fuld af Fred og Ro, og da satte det hellige Barn en
