27
SANTA CATERINA AF SIENA.
Ring paa min Finger og sagde til mig: Vid, Caterina, at i Dag fejrer jeg min Trolovelsesfest med dig og binder dig til mig med den stærkeste Tro.“
„O, Caterina!“
Den unge Perugier havde vendt sig om paa Gulvet, saa at han nu kunde bore sit Ansigt ned i hendes Skød. Det var, som om han ikke kunde udholde at se, hvor hun straalede, mens hun talte, og hvor stjerneklart hendes Øjne skinnede. Der gik en Gysen af Smerte gennem hans Legeme.
Thi mens hun talte, var en stor Sorg vokset frem i hans Sjæl. Denne lille Jomfru, den lille hvide Jomfru kunde han aldrig vinde. Hendes Kærlighed tilhørte en anden, kunde aldrig blive hans. Det kunde ikke engang nytte at sige hende, at han elskede hende. Men han led, hele hans Væsen vaandede sig i Kærlighedskval. Hvor skulde han holde ud at leve uden hende? Da blev det ham næsten en Trøst at tænke paa, at han var dømt til Døden. Han behøvede ikke at leve og savne hende.
Saa drog den lille Kvinde bagved ham et dybt Suk og vendte tilbage fra Himlens Glæde for at tænke paa de stakkels Mennesker. „Jeg glemmer at tale med dig om din Sjæl,“ sagde hun.
Da tænkte han: se, den Byrde kan jeg dog lette for hende.
„Søster Caterina,“ sagde han, „jeg ved ikke, hvordan det er — men en himmelsk Trøst er kommen over mig. I Guds Navn, jeg vil berede mig til Døden. Lad du kun Præster og Munke
