28
SANTA CATERINA AF SIENA.
hente; nu vil jeg skrifte for dem. Men een Ting maa du love mig, inden du gaar. Du maa komme til mig i Morgen, naar jeg skal dø, og holde mit Hoved mellem dine Hænder, som du nu gør.“
Da han sagde dette, brast hun i Graad af Lettelse, og hun fyldtes af en usigelig Glæde. „Hvor du er lykkelig, Nicola Tungo,“ sagde hun. „Du kommer til Paradis før jeg.“ Og hun klappede blidt hans Hoved.
Han sagde igen: „Du kommer jo til mig i Morgen paa Torvet. Maaske jeg ellers bliver bange. Maaske jeg ikke kan dø med Standhaftighed. Men naar du er der, vil jeg ikke føle andet end Glæde, og al Angst vil vige fra mig.“
„Jeg ser dig ikke mere som et stakkels Menneske,“ sagde hun, „men som en Beboer af Paradiset. Jeg synes, du straaler af Lys og er omsvævet af Røgelse. Der strømmer Salighed over til mig fra dig, der saa snart skal møde min elskede Brudgom. Vær vis paa, at jeg skal komme og se dig dø.“
Derpaa førte hun ham til Skrifte og Altergang. Han følte sig under det hele, som han sov; al Dødsangst og Livssavn var veget bort fra ham. Han længtes efter Morgenen, da han igen skulde se hende, tænkte blot paa hende og paa den Kærlighed, han havde fattet til hende. Nu syntes han, Døden var kun, en ringe Ting imod den Smerte, at hun aldrig vilde elske ham.
Den unge Jomfru sov ikke meget om Natten,
