FISKERRINGEN.
I Dogen Gradenigos Regeringstid levede der i Venedig en gammel Fisker ved Navn Cecco. Han havde været meget stærk og var endnu kraftig af sin Alder, men i den sidste Tid havde han dog holdt op at arbejde og lod sine to Sønner forsørge sig. Han var meget stolt af Sønnerne, og han elskede dem — o Signore, hvor han elskede dem!
Hen det havde ogsaa føjet sig saadan, at han havde været næsten alene om at opdrage dem. Deres Moder var tidlig død, og saa maatte Cecco paatage sig Omsorgen for dem. Han havde skaffet dem Klæder og lavet Mad, han havde siddet med Naal og Traad i Baaden og lappet og stoppet. Han havde ikke brudt sig det mindste om, at der blev let af ham for den Sags Skyld. Han havde ogsaa ganske alene lært dem alt hvad de behøvede at vide. Han havde gjort et Par dygtige Fiskere ud af dem og vænnet dem til at ære Gud og San Marco.
„Husk altid paa“, sagde han til dem, „at Venedig aldrig vil være i Stand til at holde sig oppe
