33
FISKERRINGEN.
ved sin egen Kraft. Se paa den! Er den ikke bygget paa Bølgerne? Se paa de lave Øer inde ved Land, hvor Vandet skvulper frem og tilbage mellem Tangen. I vilde ikke vove at træde paa dem, og dog er det paa saadan Grund, hele Byen hviler. Og ved I ikke, at Nordenvinden har Kraft til at slynge baade Kirker og Paladser ud i Havet? Ved I ikke, at vi har saa vældige Fjender, at alle Fyrster i Kristenheden ikke kan overvinde dem. Derfor skal I altid bede til San Marco, for i hans stærke Haand hviler de Kæder, der holder Venedig svævende over Havets Dyb.“
Og om Aftenen, naar Maaneskinnet udgød sig over Venedig, grønblaat af Havdis, naar de stille gled op ad Canale grande, og de Gondoler, de mødte, var fulde af Sangere, naar Paladserne skinnede hvide, og der laa tusend Lysstriber over det mørke Vand, da mindede han dem altid om, at de skulde takke San Marco for Livet og Lykken.
Men, o Signore, han glemte ham heller ikke om Dagen. Naar de kom hjem fra en Fisketur og gled hen over Lagunevandet, der laa lyseblaat og gyldent, naar Byen laa foran dem svømmende paa Bølgen, naar de store Skibe gled ud og ind i Havnen, og Dogepaladset skinnede dem i Møde som et stort lukket Smykkeskrin, der omsluttede alle Verdens Skatte, da glemte han aldrig at fortælle dem, at alt dette var San Marcos Gaver, og at det altsammen vilde forgaa, hvis en eneste Venetianer var utaknemlig nok til ikke mere at tilbede ham og tro paa ham.
