36
FISKERRINGEN.
havde den altid hos sig og viste den frem, saa tit han fik Lejlighed.
Saa kom der en Mand ind og gav sig til at fortælle om Ulykken uden at lægge Mærke til, at Cecco sad der. Men han havde ikke talt længe, før Fiskeren kastede sig over ham og greb ham i Struben. „Du vover ikke at fortælle mig, at de er døde,“ skreg han, „ikke mine Sønner!“
Manden rev sig løs fra ham, men Cecco blev længe ved at te sig, som om han var gaaet fra Forstanden.
Folk hørte ham raabe og jamre sig, de stimlede sammen i Osteriet, saa mange der kunde rummes, og stod i Kreds om ham som omkring en Taskenspiller.
Cecco sad paa Gulvet og klagede sig. Han slog med Haanden i det haarde Stengulv og sagde den ene Gang efter den anden: „Det er San Marco, San Marco, San Marco.“
„Cecco, du er fra Sans og Samling af Sorg,“ sagde de til ham.
„Jeg vidste, det vilde ske derude paa Havet,“ sagde Cecco, „udenfor Lido og Malamocco, der vidste jeg, det vilde ske. Dèr vilde San Marco tage dem. Han bar Nag til dem. Jeg har længe frygtet det. Ja,“ sagde han uden at høre efter, hvad de sagde for at berolige ham, „de lo engang af ham, det var engang, vi laa udenfor Lido. Han har ikke glemt det. Han taaler ikke, man ler af ham.“
Han lod sine forvirrede Blikke glide hen over
