39
FISKERRINGEN.
Hans Sønner havde saavist ikke levet i Fjendskab med San Marco. De havde hørt dem raabe: „Eviva San Marco“ ligesaa ivrigt som alle andre. Og han havde beskyttet dem lige til i Dag. Han havde aldrig i de Aar, der var gaaet, vist, at han var vred paa dem.
„Men du, Cecco,“ sagde de, „du bringer Ulykke over os med din Snak om San Marco. Du, som er en gammel Mand og en klog Mand, skulde have bedre Forstand end at ophidse ham mod Venetianerne. Hvad er vi uden ham?“
Cecco sad og saa paa dem med sine forvildede Øjne. „I tror det altsaa ikke?“ sagde han.
„Ingen fornuftige Mennesker kan tro noget saadant.“
Det lod til, det var lykkedes dem at berolige ham.
„Jeg vil ogsaa prøve paa at lade være at tro det,“ sagde han. Han rejste sig og gik hen imod Døren. „Det var altfor grusomt, ikke sandt?“ sagde han. „De var altfor smukke og kække, til at nogen skulde hade dem. Jeg vil ikke tro det.“
Han gik hjem, og i Strædet udenfor sin Dør mødte han en Nabokone.
„Nu læser de Sjælemesse i Domkirken,“ sagde hun til Cecco og skyndte sig bort. Hun var bange for ham, saadan som han saa ud.
Saa tog Cecco Baaden og stagede sig gennem de smaa Kanaler ned til Riva degli Schiavoni. Der, hvor Udsigten var fri, saa han først ud imod Lido
