43
FISKERRINGEN.
paa. Han var nok bare glad og taknemlig over, at han havde faaet Zecchinen. Han tog blot imod den og lod, som om den var bleven ham givet i al mulig Fromhed.
Da Cecco stod i Forhallen til San Marco, løb to Kirkebetjente ham forbi. „Det stiger, det stiger forfærdeligt,“ sagde den ene.
„Hvad stiger?“ spurgte Cecco.
„Vandet i Krypten. Det er steget en Fod i de sidste Par Minutter.“
Da Cecco kom ud paa Kirketrappen, saa han en lille Vandpyt paa Torvet lige ved det nederste Trin. Det var Søvand, der var stænket op fra Piazzettaen.
Det undrede ham, at Havet var steget saa højt, og han skyndte sig ned til Rivaen, hvor han havde sin Baad. Dèr var alt, som da han gik derfra, paa det nær, at Vandet var steget ret betydeligt. Det kom rullende i brede Dønninger gennem de fem Havporte, men Vinden var ikke saa stærk. Paa Rivaen samlede der sig allerede Pytter af Søvand, og Kanalerne steg, saa Husenes Døre ud mod Vandet maatte lukkes. Himlen var graa over det hele ligesom Havet.
Det faldt slet ikke Cecco ind, at det kunde blive et alvorligt Uvejr. Han vilde ikke tro paa noget saadant. San Marco havde ladet hans Sønner omkomme uden Aarsag; dette var saamænd ikke nogen rigtig Storm. Han gad nok se, om det kunde blive til noget. Og han satte sig ved Siden af Baaden og ventede.
