Side:Legender og Fortællinger.djvu/59

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

46

FISKERRINGEN.

som en Dreng! Nu trak han alligevel Baaden ind under en Brohvælving, thi man kunde ikke vide, hvad den Blæst kunde finde paa at lade sin Kaadhed gaa ud over.

Om Aftenen tænkte Cecco, det kunde have været morsomt at være ude paa Havet. Det vilde have gaaet strygende derude for saadan en rask Vind. Men i Land var der uhyggeligt. Skorstene styrtede ned, Tagene paa Baadehusene blev løftet af og slynget i Land. Der regnede Tagsten ned i Kanalerne. Vinden ruskede i Døre og Vinduesskodder, foer ind under Paladsernes aabne Loggiaer og rev Ornamenterne af.

Cecco holdt sig endda tappert, men han gik ikke hjem i Seng. Han kunde ikke faa Baaden hjem, og saa var det bedre at blive og passe paa den. Men naar nogen gik forbi og sagde, det var et forfærdeligt Vejr, vilde han ikke indrømme det. Han havde prøvet andet Vejr i sine unge Dage.

„Storm,“ sagde han til sig selv, „kan man kalde dette en Storm? Og de tror maaske, den begyndte i samme Øjeblik, som jeg kastede Zecchinen til San Marco. Som om han kan byde over en rigtig Storm!“

Da Natten kom, brød Vinden og Havet paa, saa Venedig skjalv i sin Grundvold. Doge Gradenigo og Herrerne i det høje Raad gik i den mørke Nat ind i San Marco for at bede for Byen. Fakkelbærere gik foran dem, og Blussene bredte sig ud for Vinden, saa de laa flade som Vimpler. Blæ-