47
FISKERRINGEN.
sten rev i Dogens tunge Brokades Dragt, saa at to Mænd maatte holde den.
Cecco syntes, dette var det mærkeligste, han havde set. Doge Gradenigo gik selv til Domkirken for saadan en Smule Blæst! Hvad vilde de Mennesker have gjort, hvis der var kommet en rigtig Storm?
Bølgerne slog uophørligt mod Bolværket. Nu i Nattens Mørke var det, som om hvidhovedede Uhyrer sprang op fra Dybet og med Tænder og Kløer hagede sig fast i Stolperne for at rive dem løs fra Stranden. Cecco syntes, han kunde høre deres vrede Fnysen, naar de styrtede ned. Men det gøs i ham, da han saa dem komme op og op igen og rive i Dæmningen.
Han syntes, Stormen var langt frygteligere nu ved Nattetid. Han hørte Raab i Luften — og det var ikke Vindens; stundom kom sorte Skyer drivende som en hel Række tunge Galejer, og det var, som om de rykkede frem til Stormløb.
Da hørte han tydelig nogen tale oppe i et Par sønderrevne Skyer, der gled hen over Hovedet paa ham.
„Nu ser det ilde ud for Venedig“, sagde det fra den ene Sky, „snart kommer vore Brødre, de onde Aander, og kaster Byen omkuld.“
„Jeg er bange, San Marco ikke vil lade det ske“, lød det fra den anden.
„San Marco er bleven slaaet for Panden af en Venetianer, saa han ligger magtesløs og kan ikke hjælpe nogen,“ sagde den første.
