48
FISKERRINGEN.
Stormen bar Ordene ned til den gamle Cecco, og fra det Øjeblik af laa han paa Knæ og bad San Marco om Naade og Tilgivelse.
Thi de onde Aander havde talt sandt. Nu saa det ilde ud for Venedig. Den skønne Ødronning var sin Undergang nær. En Venetianer havde spottet San Marco, og derfor var Venedig nær ved at blive skyllet bort af Havet. Der vilde ikke blive flere Maaneskinsfarter paa dets Hav og Kanaler, og der vilde ikke mere lyde Barcaroler fra dets sorte Gondoler. Havet vilde gaa hen over de gyldentblonde Signoraer, over de stolte Paladser og den guldskinnende San Marco.
Dersom ingen beskyttede disse Dyndøer, var de dømte til Undergang. Før San Marco kom til Venedig, var det ofte sket, at store Stykker af dem var skyllet bort af Bølgerne.
Ved første Daggry begyndte San Marcuskirkens Klokker at ringe. Folk krøb hen til Kirken, mens Klæderne næsten blev revet af Kroppen paa dem. Saadan var Stormen vokset.
Præsterne havde besluttet at gaa ud og besværge Stormen og Havet. De lukkede Domkirkens Hoveddøre op, og i en lang Række strømmede Processionen ud af Kirken. Forrest blev Korset baaret, saa kom Kordrengene med Vokslys, sidst i Toget kom San Marcos Banner og den hellige Hostie. Men Stormen lod sig ikke kue; det var tværtimod, som om den ikke kunde faa noget bedre at lege med. Den kastede Kors-
