50
FISKERRINGEN.
Cecco laa stadig og bad til San Marco. Aa, man kunde da ikke tage det saa nøje med en ussel Fiskers Forbrydelse. Det kunde da ikke være hans Skyld, at Helgenen var afmægtig. Han skulde lade Dæmonerne tage ham og hans Baad. Han var ikke bedre værd. Men ikke hele Byen! Aa, Gud i Himlen, ikke hele Byen!
„Mine Sønner,“ sagde Cecco til San Marco, „hvad bryder jeg mig om mine Sønner, naar det gælder Venedig! Jeg vilde gerne give en Søn for hver Tagsten, der staar i Fare for at blæse i Kanalen, hvis jeg kunde holde dem fast for den Pris. O, San Marco, hver eneste lille Sten af Venedig er ligesaa meget værd som en blomstrende Søn.“
Stundom saa han forfærdelige Ting. Der var en stor Galej, der havde revet sig løs fra sin Fortøjning og nu kom drivende ind paa Land. Den gik lige imod Bolværket og stødte an med Vædderhovedet i Forstavnen, ganske som om den borede sig ind i et fjendtligt Skib. Den gav Stød efter Stød, og Angrebet var saa voldsomt, at Skibet øjeblikkelig slog en Revne. Bølgerne trængte ind i det, Revnerne blev større, og det stolte Fartøj splintredes. Men hele Tiden saa man Kaptajnen og et Par af Besætningen, som ikke vilde forlade Fartøjet, klynge sig fast til Dækket og gaa Døden i Møde uden at gøre noget Forsøg paa at undfly den.
Saa kom den anden Nat, og Ceccos Bønner blev ved at banke paa Himmelens Port. „Lad
