51
FISKERRINGEN.
mig alene lide,“ sagde han. „San Marco, det er mer end en Mand kan udholde, saaledes at drage andre med sig i Ulykke. Men send din Løve, og dræb mig; jeg skal ikke unddrage mig. Alt hvad du vil at jeg skal give for Byen, det skal jeg gerne ofre for den.“
Ligesom han havde sagt dette, saa han hen imod Piazzettaen, og han syntes, han ikke længer kunde se Marcusløven paa den ene af Granitsoklerne. Havde San Marco tilladt, at hans Løve blæste omkuld? Den gamle Cecco græd. Han var nær ved at opgive Venedig.
Som han laa der, saa han Syner og hørte Stemmer hele Tiden. Dæmonerne talte og huserede omkring ham. Han hørte dem hvæse som vilde Dyr, mens de løb Storm mod Bolværket. Han brød sig ikke stort om dem. Det var værst med Venedig.
Da hørte han i Luften over sig stærke Vingeslag; det var sikkert San Marcos Løve, der kom flyvende. Det bevægede sig frem og tilbage i Luften; han saa det og saa det alligevel ikke. Saa forekom det ham, at det steg ned paa Riva degli Schiavoni, hvor han laa, og listede sig omkring der. Han var ligeved at springe i Havet af Skræk, men han blev siddende stille, hvor han sad. Det var sagtens ham, den ledte efter. Kunde det blot redde Venedig, saa vilde han gerne lade San Marco hævne sig paa ham.
Saa kom Løven krybende henad Jorden som en Kat. Han saa den krumme sig til Spring.
