53
FISKERRINGEN.
han. „Har du nogensinde set Mage til Bølger? Sig dog til ham, at det ikke staar i menneskelig Magt.“
Men han syntes ikke, han kunde sige den fremmede, at det var umuligt. Han sad jo dér saa rolig, som om han sejlede til Lido en Sommeraften. Og Cecco gav sig til at ro ud imod San Giorgio Maggiore.
Det var en rædselsfuld Tur. Den ene Gang efter den anden blev de overskyllede af Bølgerne. „Aa, stands ham dog,“ sagde Cecco halvhøjt ved sig selv, „stands dog den Mand, der gaar til Søs i saadan et Vejr. Han er jo ellers en fornuftig gammel Fisker; stands ham dog!“
Nu steg Baaden op paa stejle Bjerge, og nu gled den ned i Dale. Skummet sprøjtede ned paa Cecco fra Bølgerne, der ilede forbi ham som løbske Heste, men han arbejdede sig dog nærmere til San Giorgio.
„Hvem gør du alt dette for, vover Baad og Liv?“ sagde han. „Du ved jo ikke engang, om han kan betale dig. Han ser ikke ud som en fin Herre. Han er ikke bedre klædt end du selv.“
Men det sagde han blot for at holde Modet oppe og ikke behøve at skamme sig over sin Medgørlighed. Han var ligefrem nødt til at gøre alt, hvad Manden i Baaden vilde.
„Men ialtfald ikke til San Giorgio, din Vovehals,“ sagde han. „Der staar Vinden endnu værre paa end paa Rialto.“
