54
FISKERRINGEN.
Alligevel lagde han til der og gjorde Baaden fast, mens den fremmede gik i Land.
Han syntes, det havde været det klogeste at lade Baaden ligge og liste sig bort, men det gjorde han ikke. Han vilde hellere dø end narre den fremmede.
Han saa denne gaa op paa Øen og ind i Kirken San Giorgio. Snart derpaa kom han tilbage, fulgt af en Ridder i fuldt Harnisk.
„Ro os nu ud til San Nicolo in Lido,“ sagde den fremmede.
„Ja vel,“ tænkte Cecco, „hvorfor ikke til Lido? Naar de først i Dødsens Kval havde roet det Stykke til San Giorgio, hvorfor skulde de saa ikke nu sætte Kursen ud til Lido?“
Og Cecco blev forfærdet over sig selv, over at han adlød den fremmede lige ind i Døden; thi nu styrede han virkelig ud imod Lido.
Nu da de var tre i Baaden, havde han endnu tungere Arbejde. Han vidste slet ikke, hvordan han skulde magte det. „Du kunde dog have levet mange Aar endnu,“ sagde han bedrøvet til sig selv.
Men det underlige var, at han alligevel ikke var bedrøvet. Han var saa glad, saa han gerne kunde have let højt. Og saa var han stolt over, at han kunde vinde frem. „Han forstaar at bruge sin Aare, den gamle Cecco,“ sagde han.
De lagde til ved Lido, og begge de fremmede gik i Land. De gik hen imod San Nicolo in Lido
