55
FISKERRINGEN.
og kom snart tilbage, fulgt af en gammel Biskop med Kaabe og Stola, Krumstav i Haanden og Mitra paa Hovedet.
„Ro nu ud paa det aabne Hav,“ sagde den første fremmede. Det gøs i den gamle Cecco. Skulde han ro ud paa Havet, hvor hans Sønner omkom? Nu havde han ikke mere et eneste muntert Ord at sige til sig selv. Han tænkte heller ikke saa meget paa Stormen, men paa den Rædsel, det var at drage der ud til Sønnernes Grav.
Naar han nu roede der ud, følte han, at han gav den fremmede mere end sit Liv.
De tre Mænd sad tavse i Baaden, som om de sad paa Vagt. Cecco saa dem bøje sig forover og stirre ud i Natten. De havde nu naaet Havporten ved Lido, og det store stormpiskede Hav laa foran dem.
Det hulkede inden i Cecco. Han tænkte paa, at her i disse Bølger rullede de to Lig omkring. Han stirrede ned i Vandet efter et Par velkendte Ansigter. Men fremad gik det. Cecco lod sig ikke kue.
Da rejste pludselig de tre Mænd sig op i Baaden, og Cecco sank paa Knæ, skønt han blev ved at holde fast paa Aaren. Et stort Skib kom styrende lige hen imod dem.
Cecco havde dog ondt ved at skønne, om det var et Skib eller blot Taager, der kom drivende. Sejlene var store, ligesom udspændte mod de fire Himmelhjørner, og Skroget var vældigt, men det saa ud, som det var bygget af den letteste Hav-
