60
FLUGTEN TIL ÆGYPTEN.
Palmen saa sig hurtig om.
„Det undrer mig,“ sagde den, „at Løverne ikke allerede er ude at jage efter dette Bytte. Men jeg ser ikke en eneste røre sig. Og heller ikke ser jeg nogen af Ørkenens Røvere. Men de kommer nok.
„Der venter dem en syvdobbelt Død,“ tænkte Palmen. „Løverne vil sluge dem, Slangerne stikke dem, Tørsten fortære dem, Sandstormen begrave dem, Røverne ihjelslaa dem, Solstikket opbrænde dem, Angsten tilintetgøre dem.“
Og den prøvede paa at tænke paa noget andet. Disse Menneskers Skæbne gjorde den vemodig.
Men paa hele den grænseløse Ørkenflade, der laa udbredt under Palmen, var der ikke en Ting, som den ikke havde kendt og betragtet i tusende Aar. Intet kunde fængsle dens Opmærksomhed. Den var nødt til igen at tænke paa de to Vandrere.
„Ved Tørken og Vinden!“ sagde Palmen, idet den dermed anraabte Livets farligste Fjender, „hvad er det, Kvinden bærer paa Armen? Jeg tror, disse afsindige ogsaa har et lille Barn med!“
Palmen, der var langsynet, som de gamle jo er, saa ganske rigtigt. Kvinden bar paa Armen et Barn, der havde lagt Hovedet til hendes Bryst og sov.
„Barnet har ikke engang Klæder nok paa,“ sagde Palmen. „Jeg ser, at Moderen har løftet sin Kjole op og kastet den om det. Hun har i stor Hast revet det op af Sengen og er styrtet af-
