Side:Legender og Fortællinger.djvu/86

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

73

VORHERRE OG ST. PEDER.

vandret omkring paa Jorden og lidt Nød og Genvordighed igennem mange og lange Aar.

Det kan nok være, St. Peder var glad. Det var rigtignok noget andet at sidde paa Paradisets Bjerge og se ud over Alverden end at gaa fra Dør til Dør som en Tigger. Det var noget andet at spadsere om i Paradisets Have end at gaa paa Jorden og ikke vide, om man kunde faa Husly en stormfuld Nat, eller man skulde være nødt til at vandre om paa Landevejen i Kulde og Mørke.

Man kan tænke sig, hvilken Glæde det maatte være endelig at komme til sit rette Hvilested efter en saadan Rejse. Han havde nok ikke altid kunnet være sikker paa, at det vilde ende saa godt. Han havde ikke kunnet lade være at tvivle og være urolig af og til, thi det havde jo næsten været umuligt at forstaa for St. Peder, den Stakkel, hvad det skulde nytte til, at de havde det saa ondt, naar Vorherre var hele Verdens Herre.

Nu skulde han aldrig mere pines af nogen Længsel. Aa, hvor han var glad ved det.

Nu kunde han rigtig le ad al den Genvordighed, han og Vorherre havde lidt, le ad, hvor smaat de havde haft det.

Engang, da det havde været saa elendigt for dem, at han syntes, han kunde ikke udholde det længer, havde Vorherre taget ham med sig og begyndt at vandre op ad et højt Bjerg uden at sige ham, hvad de skulde der oppe.

De var vandret forbi Byerne, der laa ved