Side:Legender og Fortællinger.djvu/90

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

77

VORHERRE OG ST. PEDER.

„Du maa endelig sige mig, hvad der er i Vejen med dig,“ sagde Vorherre lige saa sagtmodig som før og med endnu kærligere Stemme.

Men da sprang St. Peder op, og Vorherre saa nu, at han ikke blot var bedrøvet men ogsaa vred. Han gik hen imod Vorherre med knyttede Hænder og flammende Øjne.

„Jeg vil have Orlov af din Tjeneste,“ sagde St. Peder. „Jeg vil ikke blive en eneste Dag længer i Paradis.“

Vorherre søgte at berolige ham, som han havde maattet gøre saa mange Gange før, naar St. Peder bruste op.

„Du skal nok faa Lov at gaa,“ sagde han, „men først maa du sige mig, hvad det er, du er misfornøjet med.“

„Jeg maa sige, jeg ventede bedre Løn, dengang jeg led Nød og Elendighed med dig nede paa Jorden,“ sagde St. Peder.

Vorherre saa, at St. Peders Hjerte var fuldt af Bitterhed, og han følte derfor ingen Vrede over hans Ord.

„Jeg siger dig jo, at det staar dig frit for at gaa, hvorhen du vil,“ sagde han, „naar du blot vil lade mig vide, hvad du er saa bedrøvet over.“

Da fortalte St. Peder endelig, hvorfor han var ulykkelig. „Jeg havde en gammel Moder,“ sagde han, „og hun døde for et Par Dage siden.“

„Nu ved jeg, hvad du sørger over,“ sagde Vorherre, „det er, fordi din Moder ikke er kommen til Paradis.“