Side:Legender og Fortællinger.djvu/91

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

78

VORHERRE OG ST. PEDER.

„Ja, det er det!“ sagde St. Peder og saa saa glubsk ud, som om han vilde gribe Vorherre vi Struben. Men i Stedet for gav han sig til at hulke.

„Jeg synes nok, jeg kunde have fortjent, at hun var kommen op til mig,“ sagde han.

Men da Vorherre havde faaet at vide, hvad St. Peder sørgede over, da var det ham, der blev bedrøvet. Thi St. Peders Moder havde ikke levet saadan, at hun kunde komme i Himlen. Hun havde aldrig tænkt paa andet end at skrabe Penge sammen, og fattige Stakler, der havde banket paa hendes Dør, havde hun aldrig haft en Skilling eller en Bid Brød tilovers for. Og nu syntes Vorherre, det var Synd at sige til St. Peder, at hans Moder havde været saa gerrig, saa hun ikke kunde nyde Saligheden.

„St. Peder,“ sagde han, „hvor kan du vide, om din Moder vilde befinde sig vel hos os?“

„Se, det siger du nu bare for at blive fri for at bønhøre mig.“ sagde St. Peder. „Hvem skulde ikke kunne befinde sig vel i Paradiset?“

„Den, der ikke føler Glæde ved andres Glæde, han befinder sig ikke vel her,“ svarede Vorherre.

„Ja, saa er der flere end min Moder, der ikke passer her,“ sagde St. Peder, og Vorherre mærkede nok, at han sigtede til ham.

Og han blev mere og mere bedrøvet over, at St. Peder var bleven ramt af saa dyb en Sorg, at han ikke selv vidste, hvad han sagde. Han stod lidt og ventede paa, at St. Peder skulde for-