Side:Legender og Fortællinger.djvu/93

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

80

VORHERRE OG ST. PEDER.

„Bare han dog kan komme op igen med hende,“ sagde han.

Vorherre saa blot paa St. Peder med store bedrøvede Øjne. „Der gives ingen Byrde, som min Engel ikke kan løfte,“ sagde han.

Der var saa dybt ned til Afgrunden, at ingen Solstraale kunde trænge derned; der var begsort Mørke. Men nu var det, som om Englen, der kom flyvende, havde bragt lidt Lys og Klarhed derned, saa det blev muligt for St. Peder at skelne lidt af, hvordan der saa ud dernede.

Det var en endeløs, sort Klippeørken; skarpe, spidse Klippeblokke dækkede hele Grunden, og imellem dem skinnede der sorte Vandpytter. Der fandtes ikke et grønt Græsstraa, ikke et Træ, ikke Tegn til Liv.

Men overalt paa de skarpe Klippeblokke var de fordømte klatret op. De hang ud over Klippespidserne, som om de havde haabet at kunne naa op over Klippekløften, men da de saa, at de ingen Vegne kunde komme, var de blevet deroppe, forstenede af Fortvivlelse.

Han saa nogle af dem sidde og ligge med Armene udstrakte i evig Længsel og med Øjnene stift rettede opad. Andre holdt Hænderne for Ansigtet, som om intet mere kunde bringe dem til at haabe. De var alle ganske ubevægelige. Nogle af dem laa i Vandet uden at gøre mindste Forsøg paa at komme op.

Det forfærdeligste var, at der var en saa talløs